Infoskriv #2

Kære beboere på Uranusvænget

Her mod slutningen af en dejlig  solrig maj måned vil vi i grundejerforeningens bestyrelse lige give en kort status på hvad der rører sig i vores allesammens fælles projekt.

Overdragelse af skøde

Esbjerg Kommune og Grundejerforeningen Uranusvænget har officielt møde den 11. juni hvor de sidste formaliteter vedrørende overdragelsen af skødet gerne skal falde på plads. Op til dette møde har bestyrelsen været i tæt kontakt med Esbjerg Kommune vedrørende udbedring af de mange fejl og mangler som alle beboere har været med til at identificere. Kommunens folk har i samarbejde med entrepenørerne allerede fået løst en stor del af disse, men nogle få udestår fortsat.

Etablering og vedligehold

På baggrund af gadernes tilbagemelding på planteplanen har vi meddelt kommunen hvorledes gaderne ønsker deres træer placeret, men på grund af den hastigt fremskredne sommer har det desværre kun været muligt for gartnerne at plante træer på indfaldsvejen til vænget.  De resterende arbejder med de grønne arealer er derfor udskudt til efteråret 2018 når vejret igen tillader det.

Flere beboere har i forbindelse med planteplanens høring udtrykt bekymring i forhold til typen og antallet af træer på indfaldsvejen. Bestyrelsen har drøftet alle henvendelser og det ligger os meget på sinde at ingen generes unødigt af den valgte beplantning. Sammen med de øvrige grønne områder bliver alle træerne derfor også fulgt nøje, og beskåret i det omfang det findes nødvendigt for ikke at genere nogen unødigt.

Esbjerg Kommune har i de første år ansvaret for etableringsplejen af vores område. Det betyder at vi til en start sparer lidt penge på budgettet, men samtidig må vi måske også leve med at græsset på fællesarealet i perioder kan blive lidt længere end når vi selv overtager vedligeholdelsen.

Kontaktoplysninger og kontingent

Bestyrelsen bad i det husstandsomdelte infoskriv i april alle husejere om at kontakte bestyrelsen så vi kan få registreret en mailadresse til fremtidige kontingentopkrævninger.

Kun 31 af 63 husstande har pr. dags dato indberettet deres mailadresse.

Spørg gerne naboen om de nu har fået det gjort, og mind dem eventuelt også om at sidste dag for indbetaling af kontingent for 2018 er torsdag den 31. maj.

One Reply to “Infoskriv #2”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *